Najaden 1808 - 1812

Kølen til Najaden blev lagt i1808 på Nyholmen, Bygget af tømmer fra de af Englænderne vælted skibe der stod på bedengin 1807. Konstrueret af den forhendværende fabrikmester ved Det Danske Orlogsværfter F. C. H. Hohlenberg (16. februar 1765 - 7. januar 1804). Bygget færdig under ledelse af fabrikmester ved Det Danske Orlogsværfter Jens Jøgen Pihl (ansat 1810 kom højest sandsynlig fra liggende stilling ved værft i Svendborg).

Najaden konstruktion var på visse punkter nyskabende.

Uden galionsfigur, og at spejlet havde en nyere facon, uden monogrammer, var ikke så storslået.

En vigtig forbedring blev indført for første gang i Najaden, nemlig Sætporte på batteridækket; hidtil havde man kun kendt faldporte, sætportene blev brugt til at skaffe lys og luft ind i skibet med, idet man aftog overporten, på samme tid som den lukkede underport under almindelige forhold var tilstrækkelig til at holde batteriet tørt. Midten af sætporten er et rundt hul, som passer til kanonens munding, der kan stikkes igennem hullet. Omkring sætportens hul er fastgjort en sejldugspose.

Løb af stablen 26. oktober 1811, færdig udrustet og indgået i Flådens Tal februar 1812.

Fregatten Najaden lykkedes det at skaffe fuld udrustning. Særligt det at fremskaffe fregattens skyts var en kraftanstrengelse. Najaden førte som nævnt 36 kanoner, 26 stk. 18 – pund kanoner på batteridækket, 4 stk. 6 – pund kanoner og 6 stk. 18 – pund kanonader på dækket.

Fregatten Najaden fik dog ligesom størsteparten af de nybyggede krigsskibe ingen større betydning for krigsførelsen i de danske farvande, da også den beordredes til Norge. Dagen før afsejlede, indtraf der et uheld, da man under varpning ud oplevede, at der pludselig sprang tovet til et varpanker, så Najaden drev stødte på grund og stødte agterspejlet mod Toldboden, den blev slæbt af grunden, og fortøjet ved en pæl, men det betød alligevel, at afrejsen blev en dag forskudt. Mange søfolk om bor kunne ikke lide, at starte et togt en fredag, på grund af overtro, men sådan gik det.

Jomfrurejse startede således kl. 14.30 den 28. februar 1812 med kurs mod Norge, hvortil den først ankom lørdag den 29. februar 1812 kl. 18.00 efter at den måttet vende om, fordi den flere gange i det nordlige Kattegat havde mødt flere engelske orlogsskibe. Mødet var ingen tilfældighed, da Najadens opsendelse til Norge var velkendt af englænderne, hvorfor de trods den strenge vinter i Norge allerede den 27. feb. 1812, havde krigsskibe krydsende i norske farvande, bl.a. udfor Kristiansand, hvor der blev observeret mange engelske skibe, at man fra byen den 31. april 1812, talte 10 linjeskibe, fregatter og brigger. En betydelige engelske flådestyrker, og det skyldes kun Najaden og englændernes ønske om at opbringe eller sænke denne.

Ved ankomsten til Norge indtraf et nyt uheld. Under ankring ved Brekkestø, gik Najaden på et skær, og fik ødelagt det nederste af sit ror. Det betød man var nød til at slæbe Najaden på værft i Kristiansand. Det blev til et 3 måneders værft ophold på Kongens Verft, hvor man også udrustede Najaden med flere kanoner, så den ved afsejling den 7. juni havde 42 kanoner, 26 stk. 18 pund kanoner, 4 stk. 6 pund kanoner, 6 stk. 18 pund karronade og 6 stk. 18 pund korte kanoner.

Før det historiske slag, havde NAJADEN, en anden træfning med Englænderne, og et nyt uheld.

"Herved giver jeg mig den Frihed at tilmelde Hr. Admiralen, at jeg med Fregatten Najaden og Briggerne, som Hr. Admiralen har underlagt min Kommando, er ankret her i Gros Havn i Eftermiddag Kl. 12½. (Lille havn nær Grimstad i dag stavet Groos.)

Ved at gjøre Jagt paa en fiendtlig Fregat igaar Eftermiddag i Boven-Bramseilskuling, Vinden VNV., gik Najadens Forstang, Kl. 6¼, overbord; samme tog Store-Bramstang med, og ved dette Uheld faldt halvbefaren Matros af Christianssands Distrikt, Ebbe Larsen, overbord, og endskjønt Fartøier uopholdeligt blev afsendte fra Fregatten og de agterste Brigger, kunde han dog ikke findes. 3 Mand blev ligeledes ved denne Leilighed saarede, men ikke farligt. Faa Minutter efter sprang Vinden om til NV., 2 à 3 rebet Mærsseils-Kuling; jeg stod den Tid efter Gisning 8 à 9 Mile SSO. af Homborgsund. Den fiendtlige Fregat, som saa "Najadens" Stilling, og som maatte formode at Briggerne i denne stive Kuling ikke kunde have sine Porte aabne, vendte nu imod os. Kl. 9 var vi færdige med Bjergningen af den nedfaldne Reisning, hvorpaa jeg vendte NO. over, hvilket hidtil havde været umuligt, da Fokken og Store-Mærsseil havde været belemret af samme. Kl. 10 passerede Fregatten os agtenom over den modsatte Boug og affyrede et Lag paa en lang Afstand. Jeg lod da Briggen Lolland placere sig paa luv Laaring af "Najaden". Kl. 10¾ holdt Fregatten af i vort Kjølvand og affyrede et Lag. Vendte med "Najaden" efter den og gav den et Lag, hvorefter vi vendte NO.-over igjen. Fregatten holdt sig derefter i vort Kjølvand og affyrede nogle Skud, hvilke "Najaden" og "Lolland" besvarede med de agterste Kanoner, saalænge den kunde rækkes, da jeg i "Najadens" daværende Tilstand, paa en saa lang Afstand fra Kysten og i saa stiv Kuling, at Briggerne ikke kunde bruge deres Kanoner, ikke fandt det forsvarligt at opholde os med Afholdninger og Vendinger fra at nærme os Landet, saameget mere som jeg af Fregattens Signaler maatte formode, at der var flere fiendtlige Krydsere i Farvandet, hvilket var sandsynligt, da vi om Formiddagen havde jaget en anden Fregat og en Brig. Kl. 4 vendte Fregatten vestover og blev af os af førmeldte Aarsager ikke forfulgt.

Chefen for Briggen Seagull, Kapteinløitnant O. C. Budde, har meldt mig, at et uheldigt Skud af en mat 18-£'s Kugle, som traf Briggen, har berøvet tvende af dens brave Mandskab Livet, nemlig befaren Matros af Drammens By, Jacob Hansen, og befaren Matros af Christianssands Distrikt, Hans Olsen. De øvrige Brigger og "Najaden" har ingen Døde eller Saarede. "Najadens" Styrbords Laaring er truffet af en Kugle, som har gjort ubetydelig Skade.

Den fiendtlige Fregat er, efter hvad vi kunde se, paa 42 eller 44 Kanoner.

Endnu udbeder jeg Tilladelse at maatte tilføie, at den uheldige Stilling, som Fregatten Najaden saa uventet kom i igaar, gav mig Leilighed til at bemærke den villigste Anstrængelse og Iver for Hans Majestæts Tjeneste, og at den raskeste Aand besjæler Fregatten Najadens Officierer og Mandskab."

Den fiendtlige Fregat var heller ikke gaaet skadesløs fra Kampen; thi Føreren af et hjemkommet Skib, som var bleven praiet af denne Fregat, fortalte, at en engelsk Officier, som havde været ombord hos ham, havde tilstaaet, at Fregatten ved denne Affære havde mistet 7 Mand.

Gros-Havn, den 9de Juni 1812.

Underdanig

H. P. Holm.

Det oplystes senere, at den engelske Fregat havde mistet 7 mand.

Indtil den 14. juni blev Najaden og Briggerne i Gros-Havn, iagttagende stadig fjendtlige krydsere uden for havnen. Den 12. juni krydsede 2 fregatter og 4 brigger udenfor; om eftermiddagen passerede den ene Fregat langs Yderskærene og affyrede enkel Skud efter de danske Skibe, men uden at nå dem, og da Vinden ikke tillod disse at løbe ud, svarede Najaden med et Lag efter den fjendtlige fregat.

Om Morgenen den 14., sås 2 fregatter og 3 brigger omtrent 3 mil udenfor Gros-Havn; Najaden og Briggerne løb ud med vestlig vind, Br. Sejls Kuling, og formerede slagorden for, at oppebie (tage kontakt til) dem; men da en svær sejler sås i læ, og kulingen tiltog, så det var tvivlsomt, om andre Brigger end Seagull og Lolland kunde bruge deres batterier, holdt Skibene ind og ankrede samme dag ved Arendal.

Her lå skibene, på grund af stormende vejr, indtil den 25 /6., da Kapt. Holm lettede med eskadren og gik til Frederiksværn, hvortil den ankom samme eftermiddag.

Allerede i Arendal detacheredes (udskille fra Hovedstyrken) briggerne Allart, Seagull, Lougen, Alsen og Langeland til et togt under Kommando af Chefen for den først nævnte, Kapt. Schønheyder; Briggerne Lolland, Samsø og Kiel forblev ved Najaden. Frederiksværn forlod Kapt. Holm den 3 /7 med Najaden og de 3 brigger og ankrede d. 5 /7 i Rægevig ved Sandø.

Allerede den næste dag forefaldt den sørgelige kamp, hvori vi mistede fregatten Najaden.

DET HISTORIEN SLAG

Danmark/Norge mod Englænderne

Forud for slaget den skæbnesvangre juli nat i 1812 i den smukke sydnorske skærgård var gået flere års spændinger imellem det dansk-norske fællesmonarki og England, der på daværende tidspunkt var i konflikt med Frankrig.
Under slaget ved Lyngør mødte ikke mindst den danske-norske fregat NAJADEN sit endeligt, da den blev offer for overmagten i skikkelse af det engelske linjeskib DICTATOR. 128 blev dræbt og mange sårede under englændernes effektive nedbombning.

Flåden under genopbygning
Situationen var den, at englænderne så sent som i 1807 havde beslaglagt den dansk-norske orlogsflåde, der lå i København. Danmark og Norge byggede herefter i perioden 1807 – 1812 over 200 små kanonbåde. Mulighederne for at opbygge en større orlogsflåde både var dyr og tidskrævende. Med kanonbådene kunne man anrette stor skade på de noget større engelske orlogsskibe. Kongen ønskede dog fortsat et antal større orlogsskibe. Derfor blev bl.a. fregatten NAJADEN bygget og stod klar marts 1812.

Til Norge for at skade englænderne
Kort efter, den var bygget færdig, blev NAJADEN deployeret til de sydnorske farvande. Her skulle den i samarbejde med briggerne LOLLAND, KIEL og SAMSØE sikre handlen langs kysten samt anrette skade på de engelske konvojer i området.
Skibsgruppens aktiviteter var naturligvis en torn i øjet på det engelske admiralitet, der sendte en eskadre med DICTATOR i spidsen ud fra Vinga i Sverige, hvor man havde base, i jagten på NAJADEN med følge.

NAJADEN jaget ind i Skærgården
Gruppen med NAJADEN lå til anker i ly af nogle øer i den norske skærgård, da de blev opdaget af den engelske eskadre. Gruppen med NAJADEN blev imidlertid advaret via et særligt visuelt meldesystem. Gruppen med NAJADEN lettede straks anker og søgte længere ind i skærgården, men DICTATOR-gruppen fulgte efter helt imod forventning. NAJADEN med følge drejede nu ind i et smalt sund mellem tre øer, Holmen, Odden og Lyngør, hvor de kastede anker. Strøm og vinden drejede imidlertid gruppen på langs af sundet, hvorfor man ikke til fulde kunne anvende sine kanoner. Nedkæmpet og sunket på 40 minutter DICTATOR kom nu frem til sundet, hvor skibschefen, Stewart, valgte at sætte stævnen af DICTATOR ind på kysten på Lyngør, hvorfra der
var frit skud – bredside, i retning af de dansk-norske enheder. Kampen indledtes kl. 22:10 og var overstået allerede kl. 22:50. NAJADEN var skudt helt i sænk og sank kort efter. Antallet af døde vurderes at være 128. De sårede blev bragt til blandt andet rådhuset i Risør, hvor der blev
oprettet et lazaret. De døde blev begravet i massegrave på henholdsvis Askerøya og ved Risør. Her iblandt den kendte danske søhelt, Peter Buhl, der var kendt for sit mod under Københavns bombardement i 1807.

Søkaptajn James Steward overraskelsesangreb.

Vinden var nu tiltagende vest-syd-vest, og stævnen på de dansk-norske flådefartøjer svajede derfor mod Store Svalsund, Najadens bredside på 21 kanoner pegede derfor væk fra den trussel, der snart skulle komme. Lolland, Samsøe og Kiel lå nu for anker bag Najaden og havde ingen mulighed for at skyde tilbage uden risiko for at ramme Najaden. Diktators kaptajn James Steward var en frygtløs søofficer, der kunne være både dumdristig og uberegnelig. Han var skotsk, ikke engelsk, og blandt sine kolleger i Royal Navy var han kendt som "Mad Jim". Han var også en dygtig sømand og var en utilregnlig taktiker på trods af sin unge alder på 21. Steward havde også god hjælp af en skotsk bådsmand, der havde sejlet på sydkysten og Lyngør i flere år før krigen. Kaptajn Steward tog derfor chancen for at udføre et overraskende lynangreb. Med vinden i ryggen kom han derfor med stor fart ind i Store Svalsund for styrbords halse. Midt i sundet kastede han et anker agterud og lod linen løbe ud. Diktator satte nu direkte kurs mod land på Lyngør-siden, og her satte Steward overbevisende stævnen i klipperne. Ved hjælp af ankeret kunne de nu fordreje Diktatoren, så hele bredsiden pegede mod Najaden. På den måde undgik Dictator også at drive af sted i den stærke vind. Afstanden blev vurderet af Steward som "1/2 pistolskud" (ca. 35-40 m). Klokken var nu 21.20.Sekunder lige før det hele begyndte. Udsigten for de dansk-norske skibe var ikke gode som det tog sig ud, inden det hele bragede. Najaden forsøger forgæves at komme i position. Hvilket blev besværlig gjordt af handelsskibe der allerede var ankert op i havnen, og Lollands ankerkæde der gik tværs over Najadens.

Najaden bliver hurtigt ude af stand til at forsvare sig.

Diktator, der havde ladet alle kanoner på forhånd, kunne åbne ild med det samme med hele bredsider. Den afgivende ild, der kom i hastig rækkefølge mod Najaden, derfor varede det kun et par minutter. I dette overraskelsesangreb var Najaden ikke i stand til at manøvrere bredt nok til at rette deres våben mod fjenden for at slå tilbage. Dette førte til, at Najaden hurtigt blev gjort fuldstændig ude af stand til at forsvare sig. Allerede ved første bredside var alle 3 master og bovsprydet skudt i stykker. Da den store rig faldt frem til bagbord side, blev det øverste dæk knust. Således var ikke kun de øverste dæks kanoner ude af funktion, men hovedbatteriet under dæk blev også gjort ubrugeligt.

Diktators konsentreret angreb på Najaden.

Diktatorens kanoner kastede derefter død og ødelæggelse mod det hjælpeløse skib, som skulle modtage 4 tons jernkugler inden for 15 minutter. Diktatorens ild blev derefter rettet mod de to nærmeste brigger, som forsøgte at komme i stilling til at forsvare Najad, men disse strøg hurtigt deres flag og overgav sig kl. 21.47. Najaden var nu bare et dødsdømt vrag. Der var flere brande om bord, som efter hæverten tog fuldstændig overhånd og der var derfor totalt kaos ombord. Najaden begyndte nu at krænge over til bagbord, og havet begyndte at strømme ind gennem kanonportene. Ilden agter bredte sig til sidst til krudtmagasinet og kl Klokken 22.10 detonerede Najaden og gik til bunds. Af en besætning på 315 mand blev 133 dræbt, mens 102 blev såret.

Briterne erober Kiel og Lolland.

Briterne var nu i stand til at kapre briggerne Kiel og Lolland, som havde overgivet sig uden større kamp. Samsøe havde sat sejl for at klare sig og flygte ud mod østgabet. Ombord på de besatte brigger forsøgte briterne nu at samle de sårede, som hjælpeløst klamrede sig til vragdele, der flød i sundet. Under denne redningsaktion rejste diktatoren våbenhvilens flag for at give hjælp til alle, der overgav sig. Kanonbådene fra Arendal, som skulle komme Najaden til hjælp, var på dette tidspunkt stærkt forsinkede på grund af kampen mod Flamern og Podargus. Stigrørsdelingen blev også varslet for sent og yderligere forsinket af en tiltagende sydvestlig kuling.

Klokken 02:00 om natten lykkedes det endelig Dictator at komme fra grunden, men den kraftige sydvestenvind fik den til at drive mod en pæl i Lyngørsundet og her stødte den på grund igen. Besætningen på Dictator kæmpede nu i flere timer for at komme fri, bl.a. man skulle ro 2 trosser over til Steinsøya for at få fast der i et forsøg på at komme fra grunden igen. Det blæste dog kraftigt på det store krigsskib, og der var i et stykke tid stor fare for, at Dictator ville springe læg, hvor det stod. Arbejdet begyndte nu med at flytte en del af de forreste kanoner agterud, så stævnen ville hæve sig tilstrækkeligt, så de kunne komme fri. Mens dette arbejde stod på, begyndte kanonbådene fra Arendal at rykke i stilling for at angribe briterne. Ombord på Dictator var der nu mange sårede fra både Najaden og Dictator samtidig med, at briterne havde besat både Lolland og Kiel som krigsbytte. Da kanonbådene fra Risø Division også kom på plads, blev Dictator i princippet trængt op i et hjørne og havde ingen mulighed for at trække sig tilbage uden kamp. Søkaptajn J. P. Steward på Dictator indså nu, at situationen begyndte at bl.a. i meget truende. Han indledte derfor forhandlinger med den dansk-norske flåde. Her blev det aftalt, at hvis Steward løslod alle fangerne og sårede, samt briggerne Kiel og Lolland, for det ville Steward få frit lejde ud af Lyngørsundet. 05.00 om morgenen var alle sårede og fanger velplaceret i de to brigger og vendte tilbage til den dansk-norske flåde. Steward havde nu holdt sin del af aftalen og kunne nu sejle ud for at få fri charter ud af det store Svalsund, hvor de var kommet ind og derefter sætte kursen mod åbent farvand. Steward havde da ikke andet valg end at stole på, at fjenden også ville holde sin del af aftalen, men det ville hurtigt blive klart, at han var blevet grundigt bedraget.

Kampen genoptages med kanonbåde.

Så snart briggerne Kiel og Lolland, der var fulde af sårede og døde, var nået i sikkerhed, begyndte alle 10 tilgængelige kanonbåde fra Arendal at rykke i stilling for at angribe Diktator. Her skulle ingen slippe ustraffet for deres ugerninger. Raseriet over Najadens forlis tog fuldstændig overhånd, og kanonbådene fortsatte deres beskydning uanset det britiske våbenhvileflag. De små kanonbåde havde langt større mobilitet i det smalle stræde, og det var meget svært for briterne at afvise angrebet. Klokken 06.15 om morgenen var kanonbådene fra Risør også på plads for at gå i stilling til at angribe briterne. Diktator og Calypso måtte nu kæmpe sig ud af Store Svalsund og blev stærkt beskadiget. Nu blev kursen sat mod øst over sejlruten under konstant beskydning fra kanonbådene. I skibs fært østpå blev havet mere barsk, og det blev sværere og sværere at score fuldtræffere på briterne. De udmattede besætninger på kanonbådene var derfor ude af stand til at forfølge de fartøjer, der nu var under fuld sejl. Briterne slap dermed med nød og næppe rundt om det flade rev og kunne derefter sætte kursen ud i det åbne hav. Forliset af Najaden, som var det sidste store skib i den dansk-norske flåde, førte til afslutningen af søgående operationer for den engang magtfulde dansk-norske flåde. Kun en håndfuld små brigger og kanonbåde var tilbage, der kunne holde tingene i gang mod briterne i de 2 år, krigen stadig varede. Det endelige nederlag kom først i 1814.

En skal have skylden.

Hjemme i Danmark havde flådemyndighederne nu store problemer med at forsvare Najadens kaptajn, Hans Peter Holm. Var han en helt eller var han en uduelig sø kaptajn. Var det hans uduelighed, der førte til tabet af fregatten? Hvordan kunne en så ung og uerfaren sø kaptajn som Steward formå at sænke Najaden i et så dumdristigt angreb? Havde han en lokal hjælper, en forræder? Spørgsmålene var mange og desuden kunne man ikke gøre noget med en gammel søhelt som Holm. Han var også på vej til forfremmelse som admiral, før tragedien indtraf. Der var heller aldrig nogen reaktion mod Holm, men skæbnen ville alligevel indhente kaptajn Holm. Under en forretningsrejse kun 3 måneder, efter søslaget i Lyngør kæntrede den lodsbåd Holm var om bord på uden for Langesund. Her druknede han sammen med syv andre. Ironisk nok skete det den 26. oktober 1812, præcis på dagen et år efter, at det skæbnesvangre skib Najaden var blevet søsat. Najadens kaptajn kunne heller ikke svømme...Således havde man ikke længere nogen, der kunne bebrejdes hændelsen.

I bagklogskabens ånd begyndte den dansk-norske flåde at spekulere på, om det alligevel var en forræder. Hvordan skulle det ellers være muligt for et skib af Diktators størrelse at komme ind i den smalle og velbeskyttede Lyngør havn? Og - hvem ombord havde viden nok til at guide den britiske eskadre sikkert gennem Norges vildeste øhav? Uden grundigt kendskab til sejlruten ville sådan en tur være det reneste vanvid. Englænderne må have haft en forræder ombord. En norsk medløber, måske lods.

Det gik Kyst-Norges ære var for nær! Denne skumbeklædte skærgård ud for Lyngør var selve grundlaget for ideen om et selvstændigt norsk søforsvar. Nu begyndte en vild heksejagt på forræderen. Den dansk-norske flåde skulle have en forræder, så de kunne retfærdiggøre sig. Kontreadmiral O. Lütken selv, chef for Norges flåde, lovede 1.000 Rigsdaler til enhver, der kunne give oplysninger, der førte til anholdelsen af forræderen. Det manglede ikke på forslag, og mange blev hentet til hårde afhøringer. 1.000 Rigsdaler var mange penge dengang, over en halv million kroner i dagens valuta. Det hele væltede dog ud i sandet og førte til ingenting.

Set i eftertiden er det næsten blevet dokumenteret, at den ansvarlige for kursen gemme skærgården var bådsmand Andrew Todd. Han var skotsk lige som Søkaptajn James Steward, og havde sejlet langs sydkysten og på Lyngør i mange år før krigen. Men selv så sent som 30 år efter slaget var der stadig mange rygter om forskellige personer, og at forræderen havde tilstået sin ugerning på sit dødsleje. Dette var den foreløbige afslutning på en lang jagt, hvor den stolte fregat Najaden spillede hovedrollen. Den var dømt fra det allerførste øjeblik, kølen tog vandet: briterne kunne ikke holde til, at et så stort og kraftfuldt skib som Najaden var til.